Jens
Valdemar Bruun
1942
Jeg blev født 15.6.1942 på speciallæge Nyborgs klinik på Tranegårdsvej i Gentofte.
Et par uger efter havde jeg fået en kraftig lungebetændelse i hø. Side, vist nok pga åbne vinduer med træk.
Man havde ikke pennicillin. Jeg blev overflyttet til Overlæge Friderichsens børneafdeling på Sundby hospital. Sulfonamiderne var kendte, men ikke til behandling af så små børn. Jeg fik efter accept fra mine forældre relativ store mængder sulfonamid. Tp. begyndte at falde, og jeg blev kurreret, men var på afdelingen til lige op under jul 1942. Tilfældet var så enestående at ovl. Friderichsen omtalte det på Dansk medicinsk selskabs årsmøde i oktober samme år i København.
Man havde ikke pennicillin. Jeg blev overflyttet til Overlæge Friderichsens børneafdeling på Sundby hospital. Sulfonamiderne var kendte, men ikke til behandling af så små børn. Jeg fik efter accept fra mine forældre relativ store mængder sulfonamid. Tp. begyndte at falde, og jeg blev kurreret, men var på afdelingen til lige op under jul 1942. Tilfældet var så enestående at ovl. Friderichsen omtalte det på en international børnekongres i oktober samme år i København.
I Nationaltidende mandag 19 oktober 1942 refereres fra
dansk medicinsk selskabs aarsmøde. I En af underoverskrifterne
hedder det:
Lille barns overraskende helbredelse
Under den følgende diskussion nævnte
overlæge Carl Friderichsen et overraskende
eksempel på hurtig helbredelse af et 10 dage gammelt barn, som
var alvorligt syg af byld paa lungen, men blev kureret ved 5 dages behandling
med Sulfonamider. Man maa undre sig over at der stadig dørlige
saa mange børn, som der gjorde i 1935, da man ikke brugte sulfonamider
men grunden er sikkert at lægerne bruger for små doser og
stiller diagnosen for sent. Mod lungebetændelse hos små
børn skal der føres lynkrig!
jens lige ankommet til Østerled
Jeg husker, at vi skulle pumpe vand op i køkkenet fra en brønd. Der var meget lyng rundt omkring, og vi gik ned til stranden og badede.
Lisbeth, Jens og Mugge Kilhult Jens og Vibeke Kilhult
Vi boede også nogle gange på Teglværksgården ved Havnsø, og var bl.a. dér 4-5 maj 1945.
teglværksgården jens og kastanietræ
Der var et stort kastanietræ, og jeg ville ikke have, at kastanierne skulle fryse, så jeg prøvede at puttet dem tilbage i skallerne, medens jeg snakkede med dem.
Carlsens bil
Der var en anden gæst som havde en gammel bil til 2 personer inde i kabinen, og så et sæde bagtil der kunne slås ud, så man sad i fri luft, når bilen kørte. Det var skægt, men han kørte kun sjældent med os. Teglværksgården er siden forfaldet meget.
Mimi Rees
godt til dér. Det var også den skole hvor tante Mimi (Taylor) underviste. Jeg boede hos hende en kort periode, medens mor var syg og blev opereret for galdesten. Vibeke boede dér jo også, men vi var ikke meget sammen. En dag da det regnede, sagde jeg, at det var englene der tissede. Det blev Mimi vred over og ville sende mig i seng. Kort efter kom hun ind og sagde, at det skulle jeg ikke alligevel. Jeg tror, det var hendes mand Rees, der havde gjort hende opmærksom på, at hendes religiøsitet jo ikke herskede i mit hjem, og at det derfor ikke var helt rimeligt at straffe for noget, der ikke regnedes for noget i mit hjem.
Efter 1½ år på Strandvejsskolen kom jeg, som nogle af de andre fra Østerled på Krebs´ skole. Dér var eleverne fra et helt andet miliø. Der var en vis stram disciplin, men det var ikke noget vi følte som et åg.
Det var skoleleder Erik Schmidt, der underviste i historie, og han var fabelagtig til at fortælle os drenge historie, så vi sad med alle sanser og hørte på.
Jeg huske specielt hans fortælling om Grevens fejde omkring 1533-36. Han fortalte om en præst, som blev taget til fange af Grevens folk. Han blev forhørt med kogende æg under armene og andre grusomheder. Grevens folk smed ham løst bagbundet ind i et skab. De havde drukket og derfor ikke gjort deres arbejde ordentligt. Grevens folk havde fortalt hinanden om næstedagens slagplan samtidig med, at de drak på sejeren forud. Præsten kom ud af sine bånd og ud af skabet, og løb i bar kjortel over markerne til grev Rantzau´s lejr, og fortalte ham om fjendens slagplan.
Rantzau gav ordre om at de skulle stå op en time tidligere og besætte det strategiske højdedrag Øksnebjerg. Dermed vandt grev Rantzau det afgørende slag i grevernes fejde.
Den historie gentog jeg til studentereksamen, hvor jeg i historie trak Grevernes fejde, som det ene spørgsmål. Det vakte opsigt ved censorbordet.
Vi havde nede foran huset en stor garageplads hvor vi spillede fodbold. Senere begyndte jeg i AB, medens de andre gik i B93, som lå nærmere. Jeg var ikke nogen helt på boldbanen og skiftede derfor senere til fægtning i et par år.
Da jeg var 15 år kom min bror en dag op og spurgte, om jeg ville være med til at få et akvarium, da viceværten havde et sådant til salg. Vi blev enige om, at akvariet aldrig måtte indgå som del i evt. fremtidige skænderier (var yderst sjældne), og så købte jeg akvariet og han skaffede fisk og planter.
De første 1-2 år var det mest ham der passede det, men efterhånden mistede han interessen, og det blev mere og mere mig, der overtog akvariet.
Jeg blev medlem af Københavns Akvarie Klub, og det er fortsat nu i mere end 50 år (2008).
Selskabeligt var jeg lidt sammen med min kusine Lisbeth Frilander (se u. Richardt) og kunstmaler Nes Lerpa. Hun havde veninder, og vi kom med drengene.
Efter fægtning var jeg i periode med i Gentofte atletikklub som løber. Jeg var dog aldrig udtaget til holdkonkurrence. Jeg var også en kort tid i Hellerup Fægteklub.
Efter realeksamen fra Hellerup skole gik jeg på forberedelseskursus til polyteknisk læreanstalt. Det var hårdt, da jeg havde svært ved matematiken i starten. De andre fag gik det rimeligt med.
Der var dog en periode, hvor jeg havde lidt svært ved at forstå faget mekanisk fysik. Der var en prøve, og jeg fik slet+. Det var det ringeste man kunne få og klart dumpet, men under prøven forstod jeg, at den side hvorpå definitionerne stod, skulle jeg bare lære udenad. Det gjorde jeg, og 3 måneder senere fik jeg den trediehøjeste karakter (mg+) for stort set de samme spørgsmål.
Dagen efter års eksamen gik også hele matematiken op for mig.
Efter den første eksamen på adgangskurset, hvor examen blev bestået om end med for lille karakter, var jeg istand til at blive medlem i studenterforeningen. Det blev mit opholdsted de kommende års lørdags aftenerne. Der var foredrag, politisk debat og meget mere, samt dans bagefter. Det var en fantastisk dejlig tid for mig.
Jeg valgte at forsøge et år mere, men nu kedede det hele mig. Det var bare tal og tal. Samtidig havde jeg en meget inspirerende biologilærerinde, så jeg fik lyst til at blive læge.
Jeg fik igen for lille karakter, idet jeg kom lige under adgangskravet væsentligt på grund af manglende omhu. Jeg fik en aftale med far om at læse studenterexamen på 1 år, da jeg jo kunne de matematisk-fysiske fag
Omkring 1962 blev jeg medlem i Danske Studenters Roklub. Dér var jeg med på klubbens udflugt kristihimmelsfartsdag. Der var konkurrence i løb, og jeg bad om at måtte deltage. Det havde der ikke tidligere været nogen fra DSR der havde gjort.
Jeg vandt, og det stod der en del om i klubbladet dengang. Bægeret jeg vandt står stadig på skænken i spisestuen.
.Via Akademisk studenterkursus blev jeg student og startede medicinstudiet 1962.
Jeg levede et foreningsliv i studenterforeningen og studenternes roklub.
I DSR skiftede jeg mellem kaproning og turroning de forskellige år. Jeg deltog i et par enkelte udtagelsesløb og i universitetmatchen mellem Århus og København. (jeg er vist i øvrigt en af de få der har prøvet at være på begge hold, idet jeg senere boede i Århus som læge, og da var med, vistnok som styrmand, på det Århusianske hold)
Mine ferier i siden 1952 foregik på Bornholm.
Først på Fyrrebakken
og
senere på Clarashøj.
Efterhånden kunne far ikke mere, og solgte den til min bror Mugge og søster Anne Cathrine. Jeg advarede min far om dette salg, da jeg kunne se problemer forud, men han og mine søskende ville ikke høre på mig. Nogle år senere måtte min bror sælge sin par ttil min søster.. Hun ejer nu Clarashøj alene.
Vi er derovre med et par års mellemrum.
I marts 1967 var jeg en aften som sædvanlig taget i studenterforeningen til et møde og gik bagefter op for at danse lidt. Ved 22 tiden havde jeg stadig ikke fundet nogen bestemt at danse med og ville gå hjem. På vej ud ved den store dør til trappen, stod en slank lyshåret pige. Nå .. ja jeg kunne da lige høre om hun ville danse med mig, da hun så ud som en, der gerne ville ud og danse.
Ja tak----. Og hun kunne danse. Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte at presse hende op i hastighed ved de hurtige melodier, fulgte hun med og ville gerne danse tæt. Dengang var alting mere forsigtigt. Jeg fik dog spurgt, om hun ville have en sodavand, idet det var, hvad jeg havde penge med til den aften. Det ville hun godt, og senere danse vi videre til det blev lukketid.
Siden
har vi danset rundt i livet. Hun hed og hedder stadig Ulla.
Jeg havde købt en lille Fiat 500 et års tid tidligere, og jeg spurgte hende så, om hun ville køres hjem. Stor betænkningstid så ja. Vi startede mod Herlev (jeg var ved at falde ned af stolen, da hun sagde, at det var der hun boede). Nå,-- da jeg drejede mod Nørrebrogade gik der panik i hende. Hvor kører du mig hen? Jeg bremsede ned, og spurgte lidt irriteret, om det ikke var Herlev hun skulle til. Jo! --og ligger det ikke ud af Nørrebrogades forlængelse? Jo. Godt så lad mig køre derud, så kan du fortælle detaljerne, når vi kommer derud, og så var der ro resten af vejen til Tornerosevej 59 i Herlev.
I Herlev mødte jeg Jan som var knap 4 år, da jeg kom på besøg nogle dage senere.
Jeg fik første del af eksamen i sommeren 1967. Ulla havde allerede planlagt og betalt en rejse til syden; og jeg havde en aftale med dengang stud polit Andreas Wildt om, at vi skulle køre i Fiaten til den franske riviera via vindistrikterne.
Det interesserede ham og min far.
Senere på sommeren var jeg med Ulla og Jan på Bornholm.
Bornholm 1967 Andreas i fiatén foran vinsmagningshus
Andreas Wildt var i mange årene i starten i DSR min nærmeste ven og en kendt spøgefugl. Hans bror var min brors nære ven ligeledes. En dag var Andreas hjemme og spise hos os og sad ved siden af min far, som derfor ikke lige kunne se hans ansigt. Min far havde udkastet et spørgsmål, hvorpå Andreas gravalvorligt sagde ”ja- vi fra socialistisk side vil mene..” og resten husker jeg ikke pga af grin over min fars ansigt.. fuldstændig forbløffet i nogle sekunder inden spøgen gik op for ham, (Andreas var ingen socialist, men politisk konservativ).
De 2 havde fantatisk godt og spøgefuldt sagde vi, at K.V. havde fået en ”legekammerat”. Senere fik Andreas en hustru, og langsomt gled vi hver sin vej.
Jeg så ham senere mange år efter. Jeg vidste at han havde depressionsperioder, og han var ved at pensioneres. Jeg udtrykte, at det eneste han så ikke skulle var, at være alene, men det blev vist ikke hørt, og få dage senere døde han af for stor medicin indtagelse.
I
1968 var jeg med inde på Frue plads som en af de få fra fælleden, og
blev i en indledende fase bragt i forslag som formand for studenterrådet.
Det ville jeg ikke. Nu skulle jeg være færdig og forsørge min lille
familie.
I
samlivet med Ulla fik jeg også 2 nye vennepar. Det er Bo og Annelise Andersen.
Annelise er Ullas barndomsveninde.
Og så Henning og Birgit. Henning var ven med Ulla´s første mand Asger Pritzl (far til Jan). Birgit døde i 1992. Henning traf så senere Xiomai som han nu er gift med.
I 1969 var jeg færdig med de første dele af anden del af lægestudiet, som det dengang var. Jeg søgte da et vikariat i Torshälla ved Eskilstuna. Dengang fik lægerne 7 sv. Kr. af patienterne, hver gang de kom til konsultation. 1969 var det skattefri år i Danmark, og via lovene om undgåelse af dobbeltbeskatning, blev jeg reelt kun beskattet med et meget lille beløb i Sverige. Jeg tjente på de 2 måneder ca. 60.000 d. kr. Det var helt urimeligt mange penge dengang, men sådan var vilkårene. Ulla og Jan kom med fly hver week-end op til mig, og de kørte rundt i vores lille Fiat 500 til badesteder, hvor Jan lærte at svømme. Jeg besøgte også min afdøde farbror Martins enke Gurli i Stockholm, samt hendes datter Åse og hendes mand Stig i Huddinge.
På
turen hjem tog vi over Göteborg – Frederikshavn og ned for at besøge
Vibeke og Knud Simonsen med deres
2 piger Anne og Bente.
vibeke,
anne og bente simonsen
De senere flyttede til Emilsminde ved Hinnerup. Da de startede med dyr skulle de bare have et par får.
De er endt med et stort 2 cifret antal ”chervolais” kvæg og mange tønder land jord.
Da
vi kom hjem, havde jeg nu mulighed for at give Ulla en guldring, som hun længe havde
ønsket sig. Jeg havde en barndomsven Peter
Vang, som var guldsmed med forretning i Studiestrædet. Jeg købte
en guldring til hende. Ulla blev meget glad for den. En dag kørte hun
i S-toget, og ligeoverfor sad en sorthåret mand, der pludselig spurgte,
om han måtte se hendes ring. Ulla var lidt forbavset og knyttede
hånden så ringen ikke kunne rives af, og så viste hun forsigtigt
ringen frem. Han kvitterede med ”nu
ved jeg, hvem De er, da jeg har lavet ringen” og hun replicerede med,
at han så måtte være Peter Vang.
Sommeren
efter var jeg vikar på forskellige afdelinger børneafdelingen på Hillerød
sygehus, kirugisk afdeling på Sct Lukasstiftelsen og med. afdeling på
Slagelse sygehus. Det gav et meget godt indblik i nogle kliniske forhold.
I 1971 blev jeg færdig som læge, og min første stilling havde jeg søgt, så jeg kunne blive i København for at se, hvad Ulla ville foretage sig, nu da hun holdt med at arbejde.
Ret hurtigt bestemte hun sig for at læse jura, med den begrundelse, at hun ville ud og hjælpe alle svage især enlige kvinder, hun mente, blev uretfærdigt behandlet. Hun var meget glad for det første år hun læste.
Jeg fik en stilling på Ernærings-fysiologisk afdeling på Kommunehospitalet. Den var ikke højtlønnet, men jeg havde en frihed her til at gå i gang med, hvad jeg ville. På et tidspunkt opfordrede min overlæge Sv. E. Olesen mig til at besvare en prisopgave fra Århus universitet, om ernæring blandt studerende. Jeg gik i gang, men han spurgte aldrig, om hvordan det gik, eller om han måtte se, hvad jeg havde skrevet. Jeg lavede bl.a. en opgørelse over, hvor stor forskel, der var på at lave et personligt interview og blot at uddele et spørgeskema, og bede den interviewede om at besvare skemaet.
Jeg fandt at man i gennemsnit mistede 10% ved ikke selv at spørge.
Da opgaven skulle bedømmes fik den ikke nogen præmie, da bedømmerne ikke kunne forstå min beskrivelse, var begrundelsen. Den anden, der besvarede, fik guldmedalje. Han havde brugt den metode, jeg havde vist gav 10% for lidt, men sådan er der jo så meget, som Finn Søborg skrev i sin tid.
Jeg var klar over, at jeg måtte skifte stilling for at komme videre, men at jeg skulle blive ved et universitet aht. Ulla. Jeg har siden tidlige barndom haft den indstilling, at man altid bør kunne få et barn ud af den gravide i fødsel. Jeg søgte en stilling på Fødselsanstalten i Århus og fik den fra 1.7.1972. Vi fik en meget lille lejlighed på Vennelyst Boulevard (i dag vist kontor). Det var ellers et dejligt sted og jeg fik kælderrum til mine akvarier.
Fordi vi boede på selve fødselsanstalten, havde jeg mulighed for at gå over og assistere på operationsgangen ved sectioer også i min fritid. Det gjorde jeg i vid udstrækning.
I august giftede vi os, og lånte en bil af familien Simonsen, da vores gl. Fiat var blevet skrottet, kort efter vi kom tilbage fra Sverige. Vi sagde ikke noget til vores familier, som så næste dag kunne læse om bryllupet i aviserne. Vi kørte på bryllupsrejse rundt på Fyn. Vi spiste frokosten på Søvind kro og aftensmad på Kongens bro i Middelfart. Vi ville have overnattet i Bogense, men der var ikke noget at få, så vi endte på Ansgar missionshotel i Odense.
I tiden i Århus kom jeg i Århus Akvarie forening og mødte den daværende formand Werner Schmidt og hans hustru Anne.
Vi 2 par er forblevet venner lige siden, også selvom de rejste til USA, hvor børnene i dag er blevet amerikanere i tilværelsen. Vi besøgte dem på vores USA tur i 1987. Werner og Anne skiltes i begyndelsen af dette årtusind og Werner flyttede til Østrig, og er dér i dag gift med Dana (foregik på Ebeltoft Rådhus, hvor vi var med).
Ulla gik til eksamen i 1973 fra vores nye bolig på toppen af Randersvej, hvortil vi var flyttet i maj, da jeg startede i sommervikariat på med. afd. på Kommunehospitalet i Århus. Med bolig på Illerupvej.
Illerupvej
I eftersommeren skulle jeg videre og søgte forskellige stillinger. Jeg fik tilbudt en i København, og vi var ovre for at se på bolig. Vi havde købt en brugt rød Fiat 500, som vi fik malet et hvidt kors på som et Dannebrog. Vi ville gerne have en af lejlighederne i Farum Midtpunkt og havde fået papirerne med hjem. Da ringede de fra Randers kirurgisk afdeling, og det ville jeg hellere.
røde
fiat 500, Dannebrog
Dér var jeg så i små 2 år, først på den ortopædkirurgisk afdeling og derefter ½ år på almen kirurgisk afdeling og så tilbage igen på ortopædkir. afd..
Medens vi var i Randers, roede jeg lidt kaproning, men på et tidspunkt besluttede vi, at vi gerne ville have en sejlbåd istedetfor. Vi købte en lille Hurley 20 fodsbåd med flad bund og 3 køle, så den kunne stå på lavt vand under en ebbe periode.
Natravn
Dem,
der solgte os båden sagde til os, at vi ville blive ”skilt” adskillige
gange når vi sejlede, så vi var forberedte på, at der kunne komme ”samtaler”,
medens vi sejlede.
Vi fik 3 ”berømte” turen med båden.
Den første var da vi skulle sejle den fra Århus til Randers. Vi startede i godt vejr fra Århus, men ud for Ebeltoft holdt vinden op. Vi ville så gå for motor, men den strejkede hurtigt, så vi lå helt næsten stille i nogle timer. Sidst på eftermidagen kom der lidt vind igen. Vi besluttede at gå til Ebeltoft, da vi ikke ville sejle i mørke. På vej ind var det blevet så mørkt, at vi ikke kunne se langt frem, og pludselig gik båden på grund på Al-hage. Jeg måtte smide alt tøjet og hoppe i vandet. Båden stak jo ikke ret dybt, så jeg fik den vrikket fri og sat kursen ud i dybet igen. Jeg var stadig stærk, så at komme op i båden igen var ingen sag. Nogle dage senere ville vi så fortsætte med at få båden til Randers, men nu var det blæst ret meget op. Vi var uerfarne og troede, at det kunne vi let klare. Da vi kom ud af havnen stod det snart klart, at det kunne vi ikke. Vi vendte og gik ind i havnen. Da vi skulle lægge til slækkede vi storsejlet ud, og så fangede snoren en pille og hev det, der holdt torvet fast op fra dækket.
Vi besluttede da at få den kørt op til Randers på en bil. Vi tog til Uggelhuse, hvor vi havde købt en andel i havnen. Dér var der en vognmand, som hentede båden i Ebeltoft og kørte den til Uggelhuse (et dejligt lille sted, som vi genså 2007).
Den anden berømte tur var en aften før havnen var færdigbygget i Uggelhuse.
Strømmen førte båden væk fra havnen, så jeg skulle have lidt fart på båden ind mod den smule bolværk og piller der var. Jeg sagde til Ulla, at hun skulle gå op foran og skubbe fra, så vi ikke støtte ind med for stor kraft. Da jeg mærkede, at hun havde fået fat, sprang jeg op for at løbe op og hjælpe---, men hvad så jeg!—båden var på vej væk igen.. Hvad f….. laver du, råbte jeg! –jamen du sagde jo, jeg skulle støde fra! Var svaret …nå måske et par ord mere plus erindringen om ”skilsmisserne”, medens Ulla var ved at flække af grin over situationen. Så der var jo ikke andet at gøre, end at gentage turen ind, og denne gang gik det så som planlagt.
Den tredje tur var da båden skulle til Sjælland. Mugge var med til at sejle den over Storebælt, men vi kunne ikke få den ned mod strømmen i Storebælt, så vi måtte gå ind i Kalundborg. Ulla holdt efter aftale i Korsør og ventede på os (mobiltelefon existerede ikke dengang). Jeg måtte ringe til politiet, og bede dem køre ned og sige til hende, at hun skulle køre hjem, og vi tog toget, Denne gang var det hende, der blev sur.
I november 1974 i Randers lavede jeg et stort anlagt akvarie symposium.
akvariemødet 1974, Randers
Den lokal akvarieforening ville ikke støtte op, men det fortrød de vist senere, da det gik op for dem, hvad det havde indebåret. Jeg brugte foredragsholdere fra universiteterne, som fortalte om hver deres lille gren, som kunne relateres til akvariehobbyen.
Jeg fik det afholdt, så det officielt blev afholdt i Dansk Akvarie Unions regie.
I relation til mødet traf jeg hotel bestyrer Aage Roune og hustru Margrethe. De er blevet et af vores faste vennepar gennem mere end 30 år.
Margrethe og Aage Roune
I maj 1975 fik jeg en stilling på med. afd. på Horsens sygehus. Horsens ligger meget dejligt for sejlads på fjorden, som er bred nok til at krydse med en lille båd, og den sommer blev en af de varmeste og vi sejlede næsten hver dag på Fjorden.
Jeg nåede at starte en akvarie klub, og Ulla fik sin eksamen fra et nyt sted.
På den tid gik mange af mine jævnaldrende lægekollegaer i almenpraksis, som det hed dengang.
Jeg ville ikke være mediciner, så jeg søgte bl.a. på en kursusstilling på Rigshospitalet, og fik den fra november 1975.
Vi flyttede endnu engang, og Ulla som cand jur fra endnu en ny bolig. (5 examner fra 5 forskellige boliger) (Hun måtte tage til Århus for at gå til kandidat eksamen.
Et problem havde hele tiden været Jans skolegang og nye kammerater, Det kunne jeg ikke rigtigt gøre noget ved, da afstandene mellem boligerne og skolerne hele tiden var for stor til, at han kunne beholde samme skole ved flytningerne..
Da vi kom til København, forsøgte jeg at få ham på Krebses skole, men der var ikke plads. Han kom så på den franske skole på Dag Hammerskiölds alle. Dér ville han kunne gå, til han skulle i gymnasiet. Han fik en ven Henrik Ursin, som han har beholdt siden op gennem livet. Henrik er siden blevet gift ned i Polen, hvor vi har besøgt dem.
Medens
vi var på Rigshospitalet, sejlede vi båden til Sjælland, og Ulla og jeg tog
til Kalundborg for at sejle den sydom Sjælland. Vi havde fået bådplads
i Rødvig. Vi var på Reersø og i
Bisserup hvor Ullas bror Jørn
Bach med familie har et sommerhus. Vi sejlede videre og kom til
Kalvehave, hvor vi ville overnatte. Vi mødte havnefogeden, som vi
faldt i snak med. Vi blev klar over, at her var det meget billigere,
og så var farvandet mere beskyttet, så vi lejede os ind dér og fik hurtigt
solgt andelen i Rødvig. Efter et par år var vi blevet trætte af at sejle,
og vi solgte båden NATRAVN.
Ulla blev kandidat jan. 1976 og søgte stillinger som fuldmægtig. Når de hørte at hendes mand var læge under uddannelse, fik hun afslag det næste ½ årstid.
En dag var hun dog inde i andelsbolig administrationen Andelsbo. Ejeren Arentskov havde selv en datter, der læste jura og var gift med en læge. Ulla sagde, at det var vores agt at blive i Københavnsområdet og så fik hun stillingen som advokatfuldmægtig. Det viste sig at være et godt valg for begge parter, og Ulla har arbejdet derinde siden.
Da hun blev kandidat ville jeg give hende en ring til den anden hånd. Jeg kørte ind til Peter Vang og vi fandt hurtigt den rigtige ring. Da jeg kom ud stod en betjent ved vores lille røde Fiat 500 med Dannebrog. Han ville prøve bremser m.m.. Det fik han lov til, medens jeg fortalte, at det var vi vant til, men politiet i Århus var holdt op med at undersøge den for den var iorden hvergang. Da jeg kom hjem fortalte jeg Ulla om politibetjent episoden og at Peter Vang havde kommenteret det, uden at tænke over, at dermed havde jeg afsløret, hvad jeg var i gang med. Ulla lod som ingenting og hendes mor forstod også at tie stille. Først lang tid senere fortalte hun mig grinende om min ”dumhed”.
Ak ja ”senilitetens” gradvise indsnigen var begyndt.
Jeg
havde 3/4 år endnu inden jeg skulle videre i speciallægeuddannelsen.
Vi skulle så blot se til at jeg kunne få en stilling på Sjælland, og
en bolig så vi kunne komme på arbejde begge 2 med en rimelig transporttid.
Det var sælgers marked dengang, så vi havde noget besvær med at finde en bolig, men tilsidst lykkedes det at finde den i Taastrup. (se www.jensvbruun.net E12).
Engstien 12
Fra
Taastrup kørte regionaltog til provinsen, hvor der lå de relevante sygehuse,
og S-tog til byen så Ulla kunne komme på arbejde og Jan fortsætte i
skolen til 9 klasse. Vi havde kun råd til en bil dengang.
Jeg
fik stilling først i Sorø.
Her traf jeg bl.a. læge Kjeld
Sørensen, som jeg tit fulgtes med hjem. Han og jeg havde mange fælles
interesser, og et venskab udviklede sig mellem vores 2 familier.
Indenfor akvariehobbyen startede jeg en akvarie klub i Taastrup sammen med
Kirsten & Kjeld Sørensen, Jens Hviid og Jan Rytoft.
Derefter blev jeg opfordret til at blive formand for Dansk Akvarie Union. Det var jeg i 4 år (1978-1982), og det lykkedes at samle stort set alle foreninger i DAU.
Jeg traf fotohandler Jens Hviid, og et venskab udviklede sig. Han lærte mig at lave gode fotografier fordrede spejlrefleks kameraer. Vi fortsatte venskabet i en del år, men han mistede interessen for akvarier og solgte fotoforretningen, blev skilt, og det hele gled så desværre ud.
Lisbet
og Jørgen Wimo
Jeg fik indvalgt Jørgen Wimo Hansen (han strøg senere Hansen) som Kasserer i DAU. Det blev ligeledes til det fortsatte lange venskab. Begge skrev vi artikler til akvariebladene, og han var i en overgang redaktør af Akvariebladet.
Juli 1979 fik Ulla sin autorisation som advokat.
Efter Sorø kom jeg til Næstved. Dér fik jeg den klassiske del af uddannelsen. Jeg var i ½ år på Neurokirugisk afdeling.
Jeg fik min autorisation som speciallæge på Næstved, og tog så straks op til Køge. Jeg ville starte en lille deltidsklinik, for at betjene nogle af alle de Køgeborgere, der tog til Næstved for at få tilskud til indlæg. Jeg traf læge Kjeld Jensen, som hjalp mig med meget med det praktiske, og fik ordnet det, så jeg kunne leje mig ind hos læge Erik Hansen. I FAS i lægeforeningen hjalp de mig ligeledes med at få et Ydernummer, og det var frit endnu i 2 måneder, så det var sidste ombæring at få det, inden de lukkede for fri nedsættelse. Foruden mig var lige kommet børnelæge Paul Busch, og vi kom i de følgende år til at have et vist samarbejde.
Derefter kom jeg til Holbæk, og det blev ingen lykke, så efter godt og vel 1 år sagde jeg op, uden at have en anden stilling. Jeg fik et vikariet på Rigshospitalet på den afdeling, der var det tidligere Ortopædisk hospital, som var flyttet ind på RH. Dér fik jeg smag for den konservative del af ortopædien.
Efter godt et år dér søgte jeg til Hillerød. Dér var jeg i 2½ år. Jeg havde det i den sidste tid svært med den administrerende overlæge. Jeg var den, der lavede det største antal operationer, men han modarbejdede, at jeg fik en anden stilling, så jeg gled ud i en delvis arbejdsløshed.
Sommeren 1985 fik jeg et vikariet på Stege sygehus som sygehuslæge. Herunder skulle jeg lave sectio (kejsersnit), og jeg fik da brug for den viden, jeg havde erhvervet på Fødselsanstalten i Århus. Jeg lavede på de 2 måneder 5 sectioer, som alle gik fint.
Jeg
lavede lidt frivillig lokalTV på Vestegnens lokalTV. Det var egentligt sjovt, men tjente
ingen penge.
En dag så jeg en annonce, om at man søgte en underviser på fodterapeutskolen i ortopædi. Jeg søgte og fik stillingen. Dér var jeg i 21 år. Jeg skrev herunder lærebogen om 3 gange, så den tilsidst fremstår som en virkelig god bog. Jeg blev af de fleste elever betegnet, som den bedste underviser derinde, og det relaterede jeg til mine erfaringer fra akvarieverdenens foredragsvirksomhed.
Jeg havde klinikken i Køge, som nu var vokset til, at jeg var der 2 aftener og lørdage, hvor jeg opererede, men hjælp af Kjeld Sørensen og hans hustru Kirsten, som er operationssygeplejerske.
Udlejningen var overtaget af læge Preben Larsen efter Erik Hansens død. Begge ville vi gerne om jeg kunne få andre lokaler, han for ikke at have mig rendende og jeg for at kunne arbejde i dagstid.
En
dag i 1987 meddelte han mig, at en af hans patienter, der boede lige
overfor på
Ellemarksvej 3, gerne ville sælge sit hus. Jeg havde altid gerne villet have dét hus, så få minuter senere stod jeg derovre og ringede på. Jeg præsenterede mig og sagde, at jeg havde hørt at huset var til salg. Jeg fik så lov til at komme ind og lige gå rundt inden jeg tog ned til ejendomsmægleren. Jeg var straks klar over, at med få ombygninger ville det kunne blive alletiders kliniklokaler. Så selvom prisen dengang var lidt høj, købte jeg huset uden yderligere forhandlinger.
Der skulle bo nogle i huset i starten, da jeg ejede huset. Jeg lejede ud til nogle unge. En af disse havde ikke noget arbejde så hun fik job med rengøring og telefonpasning, medens de sekretærer jeg havde haft tidligere kom på skift og skrev, eller fik det sendt hjem.
Omsætningen steg meget hurtig, næsten fordobling hvert år de efterfølgende år.
Jeg havde været en af de første, der indførte ambulant artroskopi i speciallægepraksis. I de næste 15 år var det en af landets største klinikker, hvad angik knækikkert undersøgelser og operationer. Gradvist er andre kommet til og konkurrencen om knæpatienterne har medført et fald i antal knæ-patienter.
Fra fodterapeutskolens tid havde jeg en stor erfaring i, hvorledes man skal designe fodundersøgelse af de forskellige typer fodlidelser. Det har betydet, at det er den del af virksomheden, som er vokset betydeligst, til idag at udgøre den største del af antal patienter, der passerer gennem klinikken.
Da jeg flyttede over til Ellemarksvej 3 stoppede Kjeld og Kirsten. Jeg fik nye sygeplejesker, af hvilken nogle stadig er der, selv om de er gået på pension fra sygehusvæsnet Elly, Lise, Lilli, Karin og senere er Helle og Kirsten kommet til.
I
1992 startede min daværende svigerdatter Dorte som sekretærelev og senere i 10
år som lægesekretær hos mig, og samtidig holdt de 2 virkelig gode sekretærer
Hanne Binderup og Inger Nielsen op.
2 gange var hun dog væk i et årstid, nemlig da pigerne Cecilie og Katrine blev født.
Cecilie Katrine Katrine Cecilie
Jeg sørgede også for, at Dorte kunne holde fri senere, når der var problemer med pigerne og sygdom
Hendes bror Palle Eldblom forslog, at jeg skulle have et EDB anlæg. Han havde en ide om, hvordan det skulle se ud, og kaldte det PATINA. Det blev et langvarigt udviklingsarbejde, og i dag fungere det godt og er blevet udbredt til andre klinikker.
Da Dorte holdt op havde jeg en periode med vikare, I maj 2002 kom så Lisa Serup-Andersen.
Jeg fik et meget fint fungerende sekretariat og operationshold.
Venteværelset
har jeg gjort meget ud af, for at patienterne skal føle sig godt tilpas.
Der er musik i venteværelset ligesom frisk dagsavis hver dag, og spændende
billedkolager fra rejser, solformørkelser
og
Der
er oprettet www. sider dels om hele klinikken, dels om de specielle
dele, jeg har beskæftiget mig med. De ”videnskabelige” opgørelser, vi
har lavet, er at læse i resumé form. (www.jensvbruun.net)
I akvarieverdenen have jeg endnu en periode som formand, men dér kunne jeg tilsidst mærke, at kræfterne svigtede, og jeg holdt derfor op. På den sidste generalforsamling måtte jeg træde ind, da nogle af de danske deltagere i den nordiske aquaquiz var udeblevet. Min makker var en dygtig akvarist, og jeg kunne latin. De 2 forhold medførte at DAU vandt den nordiske quiz det år, så det synes jeg var en sjov afslutning på den organisatoriske akvarietid for mit vedkommende.
For
et par år siden landede et par
For
at han ikke selv skulle stå med udgifterne til fodring at
Efter
et par år, var der andre, der synes, vi skulle gøre det mere landsdækkende,
så i dag er der en
I 2004 traf Jan Helle og det udviklede sig ret hurtigt til at de flyttede sammen. De fik Victori januar 2006. De giftede sig på Kreta i 2006. De købte hus i Karlslunde og Julie er nu på vej til maj måned 2008.
Helle Jan Victor-07 Julie -08
De arbejder begge i Realkredit Danmark i Taastrup afdelingen.
Igennem de senere år har vi rejst meget efter historiske mål rundt i Europa. Vi har lavet en hjemmeside om de megalither, vi har studeret i relation til bl.a. de astro-arkæologiske forhold, vi har set. www.megalith.dk
Det sidste årstid har jeg taget min fars gamle interesse med slægtsforskning op. Jeg har taget begge mine forældres familier og lavet siden www.bruun-richardt.dk
Carolina Eldblom har designet det, så det kunne lægges ind på nettet, ligesom hun også har ordnet de andre af mine hjemmesider.
Jens Valdemar Bruun Taastrup 2008